Artists-In-Residence fra Mexico, England og Portugal

Artists-In-Residence fra Mexico, England og Portugal

Foråret er sprunget ud, og Hollufgårds værksteder myldrer af aktivitet. I øjeblikket har vi besøg af Manuela Garcia Romo (MEX),  Laura Malpique (PRT) og Timothy Edmunds (UK/N)

Den mexicanske maler Manuela Garcia Romo er formidlet via vores nye venskabs-recidency CASA i delstaten Oaxaca i Mexico. Hun arbejder figurativt og udforsker forskellene mellem abstrakte og figurative repræsentationsformer, ofte ved hjælp af arkitektoniske motiver, der spænder fra interiører til bylandskaber. Manuela Garcia Romo har været repræsenteret på flere gruppeudstillinger i Mexico og er i øjeblikket tilknyttet et undervisningsprogram ved den mexicanske kunstner Ulises García Ponce de León.
Læs mere om Manuela Garcia Romo her

 

Den portugisiske kunstner Laura Malpique bruger værkstederne til at arbejde på sit nye projekt “Heavenly Island”, en fiktiv, kunstig ø. Ideen skal realiseres som dokumentation i form af kort og byggeplaner og komplet udstyret med reklamevideo, som tilbyder naturoplevelser og “vildnis-rum” hvor folk kan få spa og psykisk velvære. “Heavenly Island” er en fantasi, som leger med menneskets behov for utopier og utopiernes tendens til at slå om i dystopier. Laura Malpique bor i Amsterdam og har udstillet i Holland og Japan.
Læs mere om Laura Malpique på lauracanhamalpique.com

 

Den britiske kunstner Timothy Edmunds, bosiddende i Norge, arbejder med totem-motivet i sine træskulpturer. Træet er en bro, som formidler imellem himmel og jord. “At arbejde er for mig som at spille musik. Jeg går spontant frem, uden at lægge mig fast på bestemte betydninger, så processen er hver gang et eventyr.” Timothy Edmunds har udstillet i England, Hong Kong og Norge.
Læs mere om Timothy Edmunds på LinkedIn

Facebookmail
Facebook