Lukket pga COVID-19: Dansk og Japansk udstilling

Lukket pga COVID-19: Dansk og Japansk udstilling

Maria Dubin og Ai Kumehara på Det Fynske Kunstakademi

Maria Dubin: Take a Walk in the Park Ai Kumehara: その 向こうの 気這い (The Sign of Beyond)

To separatudstillinger på Det Fynske Kunstakademi 7.-29. marts 2020

Åbning: Lørdag d. 7. marts 2020, kl. 14-17 Artist talks: Ai Kumehara Torsdag d. 12. marts, kl. 16-18 Arrangementet foregår på japansk med tolkning af Rumle Svinding Maria Dubin Torsdag d. 19. marts, kl. 16-18 Arrangementet foregår på dansk Det Fynske Kunstakademi Skulptursalen og læsesalen Jernbanegade 13, 5000 Odense C

Take a Walk in the Park /その 向こうの 気這い (The Sign of Beyond) præsenterer den danske kunstner Maria Dubin og den japanske kunstner Ai Kumehara i to separatudstillinger, der vises i hhv. skulptursalen og læsesalen på Det Fynske Kunstakademi. Begge kunstnere var artists-in-residence på Hollufgård i 2019-20, og begge brugte Skulpturparkens mangeartede landskabsrum som sujet. Der er tale om to selvstændige udstillinger med hver deres tematik. Men udstillingerne kan også danne par og udfordre publikum, idet de to kunstnere skildrer den samme natur med forskellige kulturelle udgangspunkter, tankesæt og kunstneriske midler.

Udstillingerne vil blive ledsaget af artist talks med Maria Dubin og Ai Kumehara.

Maria Dubin: Take a Walk in the Park Den danske kunstner Maria Dubin brugte projektværkstedet i to kortere arbejdsforløb, hvor hun skabte en serie i stort format. Opholdet på Hollufgård indbød til strejftog i parken og skovområdet, til nye friske kig både på naturen, på eksistensen og på arbejdsprocessen. Indtrykkene foldede hun ud i en serie store, koloristiske papircollager, hvor hun arbejdede frit, halvabstrakt og ekspressivt med akvarel og oliekridt.

De nye værker er en udløber af et 3-årigt samarbejde med Karen Blixen Museet på Rungstedlund, hvor hun gik på opdagelse i forfatterens have og valgte blomster ud, som hun transformerede i sort-hvide tegninger, der blev udgivet af museet i bogform. Under opholdet på Hollufgård opstod ideen til at tage tegningerne i en ny retning og udvide temaet – fra Karen Blixens lille haveunivers til Glisholms store landskabsrum. Bogens intime miniatureformat blev afløst af vægstørrelser, og de sorte penselstrøg veg pladsen for en kraftig kolorit og fri omgang med malemedier, teksturer og papirmateriale.

Ai Kumehara: その 向こうの 気這い (The Sign of Beyond) Den japanske kunstner Ai Kumeharas projekt på Hollufgård tog afsæt i udforskning den omkringliggende natur i parken og skoven omkring den gamle herregård. Hun havde fokus på interaktionen imellem mennesker og natur, og hvordan en sameksistens med naturen forstås i dansk kontra japansk kulturel kontekst. Både Japan og Danmark er kendetegnet af en veludviklet sensibilitet i forhold til harmonisk sameksistens med naturen. Imidlertid påpeger den japanske præst og forfatter Kanzo Uchimura i sit værk “A Story from Denmark” (1911), at Danmark som nation blev etableret gennem en skovrydningskultur, og at danskerne derfor betragter naturen som noget “mennesker aggressivt prøver at blive involveret i” snarere end at anerkende den som noget, ”der eksisterer som en selvfølge”.

Ai Kumehara har skabt et maleri, fordelt på fire store glasplader, der citerer den gamle japanske tradition for foldeskærme med malede motiver. Historisk har foldeskærmene altid haft funktion af rumdelere, der samtidig skærmede mod blæst og nyfigne blikke. Med tiden begyndte man at påføre bemalede dekorationer, som efterhånden voksede i omfang og raffinement, indtil skærmene antog karakter af deciderede malerier. Netop denne dobbeltfunktion gør foldeskærmen særligt velegnet til at udtrykke interaktion mellem menneske og natur.

Malerierne er udført på glas, og det giver hende nye muligheder for at udforske det nordiske lys. Samtidig alluderer glaspladen til vinduet, der er beslægtet med foldeskærmen som en grænse imellem menneskets rum og naturens rum.

Udstillingerne med Maria Dubin og Ai Kumehara er et led i samarbejdet mellem Hollufgård Artist Residence – Skulpturpark og Det Fynske Kunstakademi. Gennem fælles arrangementer som udstillinger, artist talks og åbne værksteder vil vi bidrage til at styrke den fynske kunstscene, synliggøre kunsten og bygge bro imellem publikum og det kunstfaglige miljø.

Udstillingerne modtager støtte fra:

Facebookmail
Facebook