Hollufgård deltager i gruppeudstilling på Det Fynske Kunstakademi

Hollufgård deltager i gruppeudstilling på Det Fynske Kunstakademi

VIGØR

En gruppeudstilling med ni unge kunstnere uddannet i Odense, Århus, Malmø og Amsterdam. 

Fernisering: d. 31. august  kl. 14.00 – kl.17.00.
Udstillingsperiode: 1. til d. 26. september 2019.
Udstillingen er åben dagligt mandag til torsdag kl. 11.00 – kl.15.30.
Udstillingssted: Skulptursalen, Det Fynske Kunstakademis, Jernbanegade 13, 5000 Odense C

VIGØR er et samarbejde mellem Det Fynske Kunstakademi, Fyns Grafiske Værksted og Gæsteatelier Hollufgård og den første af en årligt tilbagevendende udstillingsrække. Gruppeudstillingen er kurateret af de to billedkunstnere Michael Isling og Christian Bang Jensen, der også medvirker på udstillingen. De er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og arbejder begge på Gæsteatelier Hollufgård og Fyns Grafiske Værksted.

De deltagende kunstnere er: Johannes Balsgaard (f. 1982), Anna Weber Henriksen (f. 1990), Martha Hviid (f. 1987), Michael Isling (f. 1978), Christian Bang Jensen (f. 1983), Freja Niemann Lundrup, Anne Munnecke (f. 1981), Rasmus Myrup (f. 1991) og Jakob Sjøberg (f. 1989)

De deltagende kunstnerne er næsten alle uddannet fra Det Fynske Kunstakademi med et par enkelte afstikkere til Århus, Malmø og Amsterdam. Alle er dimitteret inden for de sidste 10 år. Udstillingen giver et unikt indblik i en ung generation af danske kunstnere der i dag uddanner sig globalt – hvor har de bevæget sig hen siden studierne, hvad som optager dem, og hvor de står i dag.

Hollufgård er nordens største gæsteatelier og tilbyder ophold for danske og udenlandske billedkunstnere på deres residens i Odense. Sammen med Fyns Grafiske Værksted og sammen stiller de faciliteter til rådighed indenfor de klassiske arbejdsgrene skulptur, maleri og grafik. Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi er byens nye udstillingssted for samtidskunst.

På værkstederne har de ni medvirkende gennem tiden specialiseret sig i forskellige kunstneriske teknikker og indgået i arbejdsmæssige og personlige relationer, der har medført positive vekselvirkninger mellem forskellige former for viden og erfaring. Det fælles for de deltagende kunstnere er en villighed til at indgå i sådanne relationer, men generelt et også en virkelyst eller et VIGØR. Et udtryk der i denne sammenhæng både udtrykker en form for élan vital som formuleret af den franske filosof Henri Bergson, men også en kunstnerisk proces som foregår i dialog med byen, dens ressourcer og muligheder.

Facebookmail
Facebook