Richard Jochum (USA) 2

Tree Trunks

 

Om værket:

3 kister fra 17- og 1800-tallet, forseglet med skibslak og monteret på meterhøje udgåede træer.

Kister blev tidligere givet som medgift. På tysk har man ordet “Hochzeitstruhe” og tilsvarende på engelsk “gift trunk”.  Richard Jochum ser kunsten som en gave, mennesker giver til hinanden, og i dette tilfælde er det også en gave til skoven, idet kisterne gives tilbage til det sted, som i sin tid skænkede træmaterialet.

Tree Trunks tematiserer herregården, skoven og stedets mange fortalte og ufortalte historier.

 

Om kunstneren:

Richard Jochum er konceptkunstner og opererer med en bred vifte af medier med fokus på video, interaktiv installation og medier. Han betegner sig selv som post-minimalistisk og post-konceptuel.

“Jeg tror på kunsten mere som en kraft end som udsmykning. Jeg tror, at det er kunstens opgave at finde nye billeder for den tid, vi lever i. Billeder, som udtrykker de betingelser og problemer, vi kæmper med, eksistentielt, politisk, fysisk og globalt. Jeg stræber efter at finde disse billeder.
Mit kunstneriske arbejde er ofte integreret i et lokalsamfund, og jeg inddrager tit publikum i værket. Jeg tror på spændende møder mellem dem, der skaber kunsten, og publikum. (…) Publikum kan lære os at se ting, vi ikke har lagt mærke til før. I min forståelse er intelligens og kreativitet dybt sociale egenskaber.”

Richard Jochum er uddannet ved kunstakademiet i Wien og i dag medlem af Elizabeth Foundation for the Arts samt professor i kunst på Columbia University i New York. Han har langt over 100 internationale udstillinger bag sig og har modtaget flere priser for sine værker.

Læs mere om Richard Jochum her