Skulpturparken 2019

Skulpturparken 2019

Velkommen til Skulpturparken i 2019.

Vi har masser af nyheder til dem, der elsker kunst, natur, kultur og fritidsoplevelser. Du kan opleve over 50 spændende værker, og vi har udviklet helt nyt kort og skiltning, der giver masser af information om parken, herregården og værkerne.
Takket være et fantastisk samarbejde med Odense Bys Kunstfond kan vi nu præsentere et udvalg af fremragende skulpturer, som tidligere udsmykkede Odense Centrum men nu har måttet vige pladsen for byudviklingen. Du kan bl.a. opleve Gunnar Aagaard Andersens berømte hovedværk fra Odense Koncerthus, som nu får nyt liv i herregårdsparken, og føl historiens sus, når kongen rider igennem parken som genfærd i form af Kate Skjerning store rytterstatue af lysende tråd.
Bagefter kan du gå på jagt i skovens dyb efter Jens Chr. Jensens “Læk sæk” – 60 sække fyldt med sand hænger ned fra trækronerne. Find dem og deltag i konkurrencen om, hvilken sæk der først går hul på. Desuden er der nye værker af gruppeMIM fra Norge, Ida Guldhammer, Frank Fenriz, Erling Tingkær, Lisbeth Krag Olsen, Freja Niemann Lundrup og Erling Janum. I alt 54 værker venter med oplevelser i det smukke landskab, hvor natur og kultur, fortid og fremtid smelter sammen.

Du kan gå på opdagelse i Fyns største skulpturpark gratis, hver dag hele året rundt.

Facebookmail
Facebook