Brydningstid – To epokers pejlinger i det ukendte

Først i tilbageblikket tegner billedet sig klart i en brydningstid. Midt i brydningen er alt endnu flimrende og i bevægelse, og des vigtigere er kunsten til at fastholde alt det endnu ufordøjede og gøre det muligt at reflektere over det.

Det gælder i dag, som det gjaldt i starten af 1900-tallet. Med projektet Brydningstid vil vi lade to afgørende og altforandrende epoker spejle sig i hinanden og belyse hinanden. Kunsten er altid en besindelse på tiden, der giver næring til nye verdensbilleder – i brydningstider des mere.

Gesamtkunstwerket afspejler mere end noget andet kunstnerisk koncept europæernes kulturelle forestillinger, fra middelalder til nutid. Det har altid været knyttet til utopierne, og utopierne har altid været drivkraften i den vestlige kulturhistorie, og i livtaget med gamle og nye verdensbilleder. Det galdt efter den franske revolution, det galdt i tiden omkring første verdenskrig, og det gælder i dag, hvor populisme, identitetspolitik, digitalisering og klimaforandringerne ryster fundamentet under vores kendte verden.

Så hvad var mere nærliggende end at samle fem kunstnere fra forskellige kunstarter og lade dem bruge gesamtkunstwerket til at sætte fokus på de konflikter, der prægede verden i begyndelsen af 1900-tallet og holde dem op imod brydningerne i vores egen tid.

Projektet bliver til med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat og tager afsæt i de to store danske kunsteres værker.

 

©️/ Carl Nielsen Museet

 

Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen er, med deres internationale format og karriere, centrale i dansk kunst i tiden omkring 1900. De store og vedkommende værker, som begge skabte i deres tid, har i dag en kunstnerisk position, som er mere relevant end nogensinde.

Som ægtefolk forsøgte de et moderne ægteskab i en tid, hvor kvindekampen kun lige havde taget de første tilløb. Og de modnedes som kunstnere i en tid, hvor kampen for et ægte folkestyre, som udsprang fra bondestanden og højskolerne, kulminerede med systemskiftet i 1901. Alting var i opbrud: Landbruget begyndte en industrialise- ringsproces, byerne voksede, teknikken holdt sit indtog flere og flere steder i dagliglivet. Og ude omkring i Europa trak det op til den storkonflikt, der blev udløst i 1914, og som hvirvlede hele den europæiske verdensorden ind i et fald, der væltede monarkier og fostrede en blodig revolution.

Gesamtkunstwerk

I samtidskunsten er grænserne mere flydende end nogensinde – litteraturen flettes ind i billedkunsten, lyd kan bruges skulpturelt, medierne blandes. Det er vores ønske, at de seks internationale kunstnere inden for forskellige genrer sammen vil skabe et eller flere værker, der tager pejlinger af den uvisse fremtid.

Vi søger et udtryk, der er avantgardistisk i sin uforfærdethed ved det nye, men samtidig forankret i traditionen og bredt vedkommende.

 

Deltagere i residency-programmet

 

Birgitte Christens (DK) Billedkunstner

MY WORK OF CERAMIC SCULPTURES AND INSTALLATIONS reflects the aspects of our lives in society and private settings. Often presenting a critical voice towards modern life and showing the vulnerable sides of humans, that is often hidden publicly because of taboo.

The themes concern diseases of different kinds, both physical and mentally. I transform everyday items into body parts or other given settings to tell my story in ceramics. Especially the use of metal sanitary objects because I see them as a strong metaphor of human organs. While we are often naked and vulnerable in bath rooms or hospitals, where these daily designs are present.

I often use humor to make my point of a serious statement. I am inspired by surrealism and grotesque art.

My technique for ceramics is always mixed. I like to cast in plaster. I am driven to try new materials such as silicone and alginate, to explore my knowledge and expression. Sometimes I sculpt by hands and use mainly stoneware and porcelain in my work. I like to use contrasts in my work. If my work is a soft organic shape, I will add an industrial pattern or strict metal design item, to make an interesting collaboration between the different expressions.

My work is inspired by the history of ceramics and sculptures. I see it as an important purpose to bring this knowledge and use into our modern context of ceramics. Ceramics is much more than pottery, design and crafts.

I use ceramics as a context between contemporary art and craft. I find it interesting to collaborate the art fields and bring ceramic into a high level of art while drawing on important aspects from its ́ history. Like gender and social status combined to modern gender and social status. I use female aspects and political views in my ceramics. Being it commercial slogans such as “Because you ́re worth it” to my disabled African figurines made in Raku in contrast to posh porcelain as a comment to our western use of medical experiments. Or raise the question of legal use of women as prostitution with “Her soul was like a drain” where I use a drain as vagina in my ceramic sculpture. Ceramics is going through a new level of conceptual art that I find important to be part of and exiting to explore the years to come.


Lisa Kottkamp (D) Billedkunstner

I AM A SCULPTOR FROM LEIPZIG and have been working with various materials for many years: mainly with malleable materials such as porcelain and clay, as well as cast materials such as plaster, concrete and epoxy resin, and with marble. I studied
at various universities: the Burg Giebichenstein Kunsthochschule Halle (ceramics), the Akademie der Bildenden Künste (with Monica Bonvicini), at the Angewandten in Vienna (with Hans Schabus) and most recently in Leipzig (media art), where I obtained the Meisterschüler title. The different places and people have influenced my work in that the basis is the sculptural approach to the material. This is enriched by an often preceding examination of questions about the present day.

Based on the respective thematic confrontation, e.g. with ’borders’, the ’artificial’ or ’nature/culture’, I use a wide variety of materials. Mostly this means a synthesis of classical sculptural materials with new media. By combining the different physical elements, I set material references that react to and reveal the questions in the content. It is important to me that my works raise questions, explore dialectical relationships and that my works have a modular character in that they are composed of different fragments/objects.


Miroslaw Baca (PL) Billedkunstner

AS AN ARTIST I MAINLY WORK in traditional sculpture materials as wood, stone, ceramics and metal, also willingly making experiments and applying new technologies in my works. The process of creation is open. It is an experiment. The result is impossible to be predicted. The only thing one can choose is the direction. This is exactly what I like about it – uncertainty and surprises. At the same time, I want to have the power over the process of creation to give it a sense, using the most adequate sources, which hit the heart of the matter, to create the general character. It is the receiver that matters, who should make his/her own judgment or even spell it out.

Although I created many individual sculptures I usually work on series of abstract pieces to complete the idea. I had opportunity to realize several large scale projects
in places of contrary cultural background which impacts me to focus on the art as an objective, neutral and universal mode of communication. My work is based on investigation and experimentation on classical material (wood and stone) in terms of its quality, precision in making, simplicity, discipline, synthesis and juxtaposition of varying components of the sculpture. Conquering limitations of natural material I attempt to extract the climactic potentiality of the form. I install sculpture components to create a new potential of the space and I invite the observer to be a part of the zone and the artwork itself.

I usually realize multiple pieces of abstract sculptures to create the composition that portrays the process and variable aspects of the matter. Repetition of the initialshape in different size and proportions, recurrence of material, iteration of matching elements or congruent details in each piece of the composition are always presentation of the progress in terms of development and modification of the sculpture. Evolution of the form becomes integral constituent of my work. An abstract form of the sculpture makes it possible to seek out a narration and allows the viewers to have their own interpretation. It becomes universal and objective in reception.


Morten Søndergaard (DK) Forfatter

MORTEN SØNDERGAARD (født 1964) er en prisvindende digter og kunstner. Søndergaard er uddannet fra den danske forfatterskole, og har siden debuten Sahara i mine hænder i 1992 udgivet en lang række digtsamlinger, oversat flere værker af Jorge Luis Borges til dansk, været redaktør på det litterære tidsskrift ‘Hvedekorn’, og har været med til at grundlægge den eksperimenterende digtersammenslutning ‘Øverste Kirugiske’. Derudover har Søndergaards utrættelige udforskninger af kollisionerne mellem betydning og materialitet resulteret i en række omfattende ekstra-sproglige arbejder, der spænder over lydkunst, ready-made, artists book, asemisk skrivepraksis og performance. Søndergaards kunstneriske virke udfolder sig omkring udforskninger og udfordringer af, hvad poesi kan og er. Hans arbejder befinder sig i skæringspunkterne mellem tegnene og tingene, og undersøger på utrættelig vis de forskellige alliancer og brud mellem verden og sprog, der konstituerer vores altid semiotisk medierede liv. Det alsidige oeuvre kan måske bedst beskrives som én lang, flakkende vandring i sproget og alle dets afkroge, udgangspunkter, og udsigtssteder. På organisk vis udvider værkerne sig ofte til andre genrer og medier. Digtssamlingen Et skridt i den rigtige retning fra 2005 forgrener sig i flere udstillinger og udgivelser, der tematiserer den kropslige erfaring at navigere med og i sprog. Udstillingen Sahara under mine fødder fra 2011 – hvis titel sender en hilsen til Søndergaards debut – fremviste tryk af de raderplader, som Søndergaard havde sat fast under sine støvler før han begav sig på ørkenvandring. Resultatet er ulæselige, men alligevel betydende (ind)skrifter skabt i samarbejde med landskab, trykplade og vandrende krop. Også den genreløse bog Processen og det halve kongerige (2010) tager vandringsmotivet med associative og jeg-løsnende glidninger i sprog, et komplekst fletværk af forskydninger og udvekslinger mellem kroppen og poesien i bevægelse. Som digter udviser Søndergaard interesse i at udforske ikke kun sætningens muligheder, men selve potentialet til sprog: de endnu tavse eller ubetydende tærskeltilstande inden mening udskiller sig og adskiller sig fra det stof, der tales om. Hans lyd-performances dvæler ofte ved det, der kommer før det sagte: en lille tøven og prøvende smæk med tungen før munden åbner sig for at forme ord. Værkerne vidner om en indgående interesse i forholdet mellem sprog og krop – to størrelser, der hos Søndergaard aldrig får lov til at udgøre hinandens modsætninger. Her er det organiske felt også altid et betydende felt, og midt i det står den lige del levende, talende og italesatte krop. Her er sproget et materiale, som hele

tiden løber løbsk og sætter utilsigtede – og nogle gange helt utydelige – betydninger i verden. Den tekstløse bog Suture (2015) består af en lang, kurvet afskrift af kronsøm fra hundrede kranier fundet i Paris katakomber. Ordet ‘suture’ refererer netop til den sælsomt ornamentale linje, der binder kraniedelene sammen. Suture er også betegnelsen for en kirugiske syning, og i geologien henviser suture til en kollision mellem to tektoniske plader. Med Suture insisterer Søndergaard på at læse kraniesømmene som indgraverede tegn, hieroglyffer på et (endnu) ukendt kroppens eget sprog. Værket bærer i sig en stille, men indgående forhåbning om en heling af brud: en fusion af tegn og organisk materialitet, hvor midlertidig og skrøbelig en sådan forsoning end måtte være. Interessen for tværsnittene mellem krop og sprog kommer til udtryk i flere værker, der indarbejder det medicinske i det poetiske og vice versa. Må Sort Dreng Dø Ren (2009) er et poetisk eksperiment med udgangspunkt i en analyse af Søndergaards egen DNA-profil. Værket både radikaliserer, dramatiserer og parodierer idéen om, at poesi skrives med digterens hjerteblod – en pointe, der understøttes af den sælsomme titel, der er et anagram over forfatterens eget navn. Værket iscenesætter en vekselvirkning mellem en ulæselig ‘tegnsalat’ og meningsfulde digtestrofer. Digterens genetiske fingeraftryk er oversat til tegnene for DNA-baserne adenin (a), guanin (g), cy- tosin (c) og tymin (t), og disse bogstavskombinationer udgør i værket et slags tærskelsprog, der medierer mellem det non-sensiske og det meningsfulde, og som truer med at mutere og opløse de betydninger, der sættes i spil. Må Sort Dreng Dø Ren sender hilsner til biosemiotikken ved at insistere på en kontinuitet mellem den organiske krop og det semantiske felt, og gør opmærksom på det subversive potentiale i de organiske paratekster, der giver sig til kende i vores kroppes gådefulde indre. Forholdet mellem sprog og krop, poesi og medicin tages ligeledes til grundig overvejelse i det konkret-poetiske værk Ordapotek fra 2010, der giver poet-apotekeren mulighed for at ordinere ord mod forskellige skavanker. Ordapotek består at ti forskellige medicinæsker, der hver især repræsenterer en af de ti ordklasser. Hver æske indeholder en indlægsseddel, der rådgiver omkring effekten af den givne ordklass, og som understreger sprogets helbredende kvaliteter, uden at tabe dets potentielle bivirkninger af syne. Symptomatisk for Søndergaards praksis iscenesætter Ordapoteket et både intimt og intrikat forhold mellem krop og sprog, der hastigt knopskyder og forgrener sig videre ud i verden: ‘Plant et verbum. Spis dets frugt!’

Morten Søndergaards værker er oversat til en lang række sprog, han har udstillet rundt omkring i Europa, og har modtager flere litterære priser, senest Statens Kunstråds livslange ydelse. Morten Søndergaard bor og arbejder mellem Paris og Pietrasanta.

Ida Bencke 2015


Marcela Lucatelli (DK/BR) Komponist/performancekunstner

MARCELA LUCATELLI ER KOMPONIST, improvisationsvokalist og performancekunstner. Hun er født i 1988 i Brasilien i en familie med italienske rødder og siden 2005 bosiddende i Danmark. Hendes produktion udbryder fra en performativ tilgang til det øjeblikkelige. Her kommer kompositionen til at udforme sig gennem de skrøbelige sociale og relationelle situationer, der opstår i mødet med omverdenen under hendes kunstneriske præmisser. Den levende, nutidige stemme er hendes egentlige forskningskilde. Stemmen bruger hun ikke kun som vokalist, men også i forhold til at komponere med et utal af medier. Hendes værker er blevet opført af veletablerede vokalgrupper som DR Vokalensemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart, samt af nogle af de mest aktive avantgarde og eksperimenterende ensembler og musikkollektiver i verden, herunder Apartment House (UK), Bastard Assignments (UK), Pinquins (NO) og Mocrep (US). Disse er blevet præsenteret på diverse festivaler og internationale events på tværs af kunstarter og musikgenrer. Her kan blandt andet nævnes Darmstadt Internationale Ferienkurse für Neue Musik, Donaueschinger Musiktage, Ultima Festival, Borealis Festival, AllEars Festival for Improvised Music, Nordic Music Days, Reykjavik Arts Festival, SPOR Festival, KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival, Copenhagen Jazz Festival, DMA – Danish Music Awards, Waverly Project NYU, FILE – Electronic Lan- guage International Festival, Festival Novas Frequências, WOMEX, samt kunstmuseer som Nikolaj Kunsthal, ARKEN og Henie Onstad Kunstsenter i Norge. Hendes musik er også i de seneste år blevet spillet i flere nationale radioer, blandt andet DR P2, BBC3 og NRK. I 2016 blev hendes stykke valgt som det officielle image for Nordic Music Days på Harpa i Reykjavik, bl.a. som et statement for nordisk integration og diversitet indenfor ny musik. Lucatellis værker er kendt for at genopfinde musik som et koncept for at tale om de tider, vi lever i.

Lucatelli er uddannet fra solistklassen i komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og har en tidligere kandidat- samt bacheloruddannelse fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i partnerskab med Statens Scenekunstskole, pga. hendes dybe engagement med det sceniske. Hun havde allerede i løbet af sin uddannelse modtaget diverse statslige og private legater og et sommerstipendium fra Stanford University, for udviklingen af interaktivitet og teknologiens nyskabende rolle i hendes værker. Marcela har været på kunstnerophold på Mana Contemporary i Chicago (USA) i 2017, Snape Maltings i Aldeburgh (UK) i 2018 og Kongegaarden i Korsør i 2018/2019. Hun er i øjeblikket artist-in-residence på Hollufgård Skulpturpark i Odense. Lucatelli er ekstern lærer ved Det Kongelige Danske Kunstakademi med kurset ’’The Music of Multiplicities: Decolonizing the Voice of Sublimity’’, på Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser, hvor hun også tilbyder projektkonsultation. Komponisten har også været jævnligt aktiv som projektrådgiver for studerende på RMC – Rytmisk Musikkonservatorium i København siden 2018. Lucatelli er grundlæggeren af SKLASH+, et supportnetværk og platform til at fremhæve værket af kvindelige, kvindelige identificerende og ikke- binære lydskabere, støttet af Dansk Komponistforening. Kunstneren er også aktiv som dansk repræsentant indenfor det nordiske multidisciplinære vækstlagplatform GÁTT og kurator for den kreative, improviserede og genrefrie koncertserie Klub Primi i København, efter hendes tidligere kuratorarbejde for galleriserien Lutter Øre. Lucatelli har i 2019 modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris. Mere på marcelalucatelli.com