Vi er nu nået til det andet af i alt tre recidency-programmer i serien Brydningstid. Mens det første program, “To epokers pejlinger i det ukendte”, kastede et universelt blik på vores epoke, skal Brydningstid 2 og 3 se på udvalgte, centrale aspekter af vores samtid.

I år har vi ikke så meget fokus på skabelsen af et værk, men mere på arbejdsprocessen og fordybelsen. Nedenfor kan du læse dig ind i de tanker, vores fire udvalgte kunstnere har gjort sig på forhånd om deres projekter.

Brydningstid 2 støttes af Den Obelske Familiefond

 

Brydningstid – en generationskløft

Verden af i dag er en verden, der er ved at klinge ud, mens konturerne af en ny og uklar fremtid tegner sig. Overgangen er kendetegnet ved chokbølger, og rystelser, der fra tid til anden slår ned i forskellige dele af samfundslivet. Tiden er præget af politisk instabilitet, trusler imod demokratiet både indefra og udefra, økologiske og sociale sammenbrud og en digital revolution, der foregår i et hæsblæsende tempo. 

Tiden nu er af flere blevet sammenlignet med ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne. Magtbaserne styrtes og balancen rykkes. Der er sket et nybrud omkring klima, hvor en hel ungdomsgeneration er gået på gaden og for første gang har fået gennemslagskraft nok til at påvirke parlamentsvalg, som det senest sås i Danmark og Tyskland. Også i problematikkerne omkring køn, identitet og racisme sættes nye dagsordener, som adresserer forskelsbehandling og systemiske overgreb med en hidtil uset konsekvens. Den kontrollerende patriarkalske orden er under hastig afvikling.

De nye dagsordners gennemslagskraft skyldes i høj grad de sociale medier, som i løbet af få år på godt og ondt er blevet en global magtfaktor. De sociale medier er i høj grad den yngre generations værktøjer, men de ejes af techmastodonter, som i stigende grad akkumulerer viden og magt, uden at tage publicistisk ansvar. Det skaber både etiske og moralske dilemmaer. På den ene side åbner der sig helt nye muligheder for at kæmpe for frihed og få verdenssamfundet i tale. På den anden side foregår kampene på selve den globale platform, som udfordrer de nationale retsstater og demokratier. 

Samtidig åbner der sig større og større kløfter imellem individualismen og samfundets sociale fællesskab. Ofte bliver alder bliver set som et kriterium for at vurdere de politikere, som er ved magten, eller køn og etnicitet som et kriterium for at kunne deltage på lige fod i en debat. Kan demokratierne rumme dette nybrud? Kan vores frihedsidealer? Hvordan integrerer vi omvæltningerne i demokratiets komplekse og sammensatte konsensus?

Det politiske landskab forandrer sig, og kunst og kultur har relevans som aldrig før. Samtidskunsten bryder normer og kan ikke rubriceres indenfor faste rammer. Litteratur, dans og musik flettes sammen med billedkunst og danner nye udtryksformer og formater. Kunsten rummer flere udtryksmuligheder end nogensinde før. Men hvor lægger kunsten sig i alle disse omvæltninger? Hvilken kritisk rolle skal den spille?

Deltagere

Hollufgård har inviteret 4 samtidskunstnere til at arbejde sammen eller individuelt til temaet “En generationskløft”.

Vi har lagt vægt på at udvælge billedkunstnere, som arbejder interdisciplinært og bruger eksempelvist lyd, sprog, musik eller teater i deres arbejde. Det står deltagerne frit for at arbejde enkeltvist eller slå sig sammen i en eller flere grupper. Det er også deltagernes eget valg, om forløbet skal munde ud i et eller flere værker, eller om det skal dokumenteres mere processuelt i form af skitser og tekster.

Programmet afsluttes med en fælles artist talk samt en visuel præsentation af arbejdsforløbet/projektet.

 

Marija Griniuk (LT/DK/FIN),
artist-researcher, PhD Candidate at The University of Lapland, Finland
mgriniuk@ulapland.fi

The non-human liveness: The radical interconnectedness and creativity

We are living in the times of the data-driven selfs and data-defined artistic personas; in the age where the action of border-crossing becomes the normatives within an artistic work and artist’s life. We might cross the physical borders or the borders of our normatives. Each case of border-crossing awakens our awareness. The question of how the artwork is done becomes as sharp as ever before. In the digital era the theme of liveness within performance art is crucial. Can liveness be created by collaboration between humans and AI?

I embrace multiculturalism and pluriversal thinking by envisioning the possible futures of collaboration between humans and non-humans and the ways such collaborations can impact artistic production and artistic research within the institutions and beyond. The breaking time in my work is interpreted, in the following ways:

Within my performance practice I aim to change the current normatives and enhance the radical interconnections between humans and non-humans (in particular technology and AI). Collaborative aspects within the performance production involve AI and human interaction, which creates the creativity loop, resulting in performance artwork. The generation gap (and the current research gap as well) shows in the question how such artistic production can be done to understand the new ways of defining the role and responsibilities of the performance artist: the artist needs to refine their skills as an interactor with technology, particularly AI; the artist needs to decide if AI should be credited in the artwork, and how; the artist needs to find the new normatives within the authorship where humans and non-humans are involved.

“The non-human liveness: The radical interconnectedness and creativity” will be developed as a self-containing performance. Self-containing performance is a performance, which, after it’s production, can be performed without an artist involved. The performance can be performed by the group of two or more individuals. The narrative, including locations, actions, time and space will be created by collaborative means, involving AI and a human performer, by utilizing OpenAI’s GPT-3. The soundtrack and design of the scenography (which will take the format of an isntallation) will be created as well by collaboration between a human and AI.

The theme of performance will reflect on the times of change and the generation gap along with the pluriversal future scenarios of how performance art, art education, art production and consumption can be impacted by the increasing collaborations between humans and non-humans.

Filip Vest (DK)
BFA + MFA, Malmö Art Academy 2016-2021
www.filipvest.dk

Resort (of) (arbejdstitel)

“Resort (of)” (arbejdstitel) er en ny installation og performance om isolation, ensomhed, begær, teknologi og arkitektur, som jeg vil udvikle på Hollufgård under forløbet “Brydningstid – En generationskløft”.

I projektet vil jeg undersøge den krise- og ventetid vi befinder os i lige nu. Selvom samfundet er “igang” igen i nogle dele af verden, er vi stadig fanget i et limbo af kapitalisme, ensomhed og apati. Vi prøver at “slå tiden ihjel” mens vi venter på en date, et nyt job, eller på at pandemien, kapitalismen eller vores eksistens skal slutte. Et resort er både et sted vi tager på ferier, men også det sted vi vender os mod når der ingen andre muligheder er.

“Resort (of)” er en blanding af monolog, koreografi og musik. Vi følger tre personer, der skifter mellem at vente angstpræget, vente begejstret og blive opslugt af musik og enheder. De går forbi hinanden, strejfer hinandens tøj, men kan ikke se hinanden. De snakker til sig selv eller kommunikerer gennem forskellige enheder – til ingen og til alle – i beskeder som senere bliver transmitteret til publikum. I løbet af stykket udvikler de forskellige nervøse tics af at vente, der bliver til koreografi.

I forhold til scenografien kunne jeg godt tænke mig at arbejde med en slags dekonstrueret hotellobby, hvor et stort gulvtæppe rejser sig fra gulvet i bølgeformationer og afslører forskellige objekter gemt under gulvtæppet. Gulvtæppets former gør at det bliver en blanding mellem gulv og møbel, men også en slags broer eller tunger. På lydsiden kunne det være interessant at arbejde med forskellige reallyde fra hoteluniverset, som fx en vifte i loftet, et larmende køleskab eller lyden af fødder der slæber henover et gulvtæppe, der bliver en del af musikken.

Projektet er også tænkt til at blive en installation, man kan besøge og udforske mellem performances. For eksempel kunne en telefonsvarer være efterladt af en af performerne, en video på en mobil kunne gemme sig under et af de eleverede gulvtæpper og forskellige objekter ville give clues, som man kan stykke sammen til en fortælling: krøllede kærlighedsbreve, kvitteringer og den hårnål du aldrig kan finde.

I løbet af opholdet på Hollufgård vil jeg skrive manuskriptet, udvikle scenografi og kostumer samt øve med tre performere. Idéen er stadig meget løst skitseret for at jeg bedst kan udvikle den ud fra samtaler med de andre kunstnere i løbet af forløbet. I slutningen af forløbet vil performancen blive delt med publikum i en åben værksdeling og feedbacksession.

Pernille Kofoed (DK)
Interdisciplinær-kunstner, uddannet: Kunst og Teknologi, Aalborg Universitet (2008-2011), Contemporaty Media Practice, University of Westminster (2010-2011) og Digital Design, Aarhus Universitet (2011-2014).
http://www.pernillekofoed.dk

 

I mit residency på Hollufgård ønsker jeg at arbejde med de dystre sider af sindet og livet. Det er et livsvilkår for alle, selvom det faktisk bliver gemt væk. Med mine værker ønsker jeg at skabe en positiv dialog og nedbryde den berøringsangst, der har været i tidligere generationer.
Der er langsomt sket et skift i vores samfund. Hvor tidligere generationer fortiede de negative og dystre sider af livet, begynder vi nu så småt at behandle det med åbenhed og dialog. 

Det er dette skifte, jeg ønsker at arbejde med og italesætte. Jeg har tidligere arbejdet med tematikken og syntes stadig, det er mere relevant end nogensinde. Særligt med vores storforbrug af sociale medier, hvor der er en stor tendens til kun at vise de positive sider af livet, og hvis man har det svært psykisk er man et offer eller en taber der bare skal få styr på sit liv. 

I løbet af min residency, vil jeg rigtig gerne udvikle den måde jeg arbejder med tematikken på, fra at have haft udgangspunkt i mine egne oplevelser til også at inkludere research. Research hvor jeg snakker med mennesker i alle aldersgrupper om livets op- og nedture og hvordan de har oplevet at snakke om følelser og det mørke i livet. Udover researchen, ønsker jeg også at lave minimum et værk, hvor jeg bruger teknologi, interaktivitet og lyd som elementer, da de er vores tids medier og derfor er yderst relevante at bruge. 

Brugen af teknologi, sensorer og digitale processer er ikke et tilfældigt valg, men en central del af mine værker. De bliver samtidigt en kommentar til, hvordan alting skal monitoreres og overvåges i samfundet. Og når der bruges data alle steder, hvorfor så ikke også i kunsten? 

Et koncept jeg overvejer at lave i løbet af min residency er ’choir of emotions’ – en interaktiv lydinstallation, hvor man som publikum kan interagere med lyden af følelser gennem både lyd og lys. Interaktionen vil være i samme stil som mit værk ’Svingninger’ – altså gennem kapasativ sensore, hvor man selv ved at være 50 cm fra værket vil kunne interagere med det. Materialet er endnu ikke besluttet. 

Luciana Manca (It)
Singer, sound artist, video-maker and scholar of traditional oral music; attending  a PHD in ethnomusicology at Roma Tor Vergata University.
Facebook: Scigghiate, Libert’aria
lucianamanca01@gmail.com

Diaspora and trance: a “sonic citizenship” 

This work is an attempt to capture a piece of knowledge about the connection between the inner sonic world and the surrounding landscape. 

The main topics are diaspora and trance as centrifugal but interconnected directions. “Inhabiting” far from one’s own land and “being inhabited” by someone or something else as ways to “find oneself” deeply. The external and often forced condition of diaspora, as well as the inner state that can arise from trance belong to people of all ages; therefore, I would like to investigate the meaning of trance in the contemporary rituals (religious or not), by looking for traces of diasporic communities of yesterday and today. 

At first I’ll do a field research with migrant communities and every people interested in the project, trough unstructured interviews and oral histories; in the second part of the work I’m going to propose two workshops open to the community: the first one, about music and voices, will focus on free vocal improvisation and traditional songs suggested by the participants; the second workshop will focus on the basics of making good video shots, and on walking in places emotionally significant for the attendants. 

The final goal will be the realization of a “sung documentary”, a format I’ve created, a video installation which combines music and oral history, a sort of interplay beetwen storytelling, songs and videos, produced by the two working groups. For the coordination of the final work, through notes and sketches of the “artist’s diary”, will be realized “experiential scores” that will flow, together with the photographic material, in the catalog.